Om Fonden

Baggrund for Dronning Louises Børnehospital og den tilhørende forskningsfond.

Da Danmarks første børnehospital i Rigensgade, taget i brug den 11. november 1850, med 12 sengesteder var blevet for småt, nedlagde Dronning Louise den 9. juni 1877 grundstenen til det nye børnehospital. Det fik samtidig fik navnet Dronning Louises Børnehospital i overværelse af kong Christian den Niende og kongehuset. Der var 5 afdelinger med 12 senge i hver. Hospitalet blev opført på hjørnet af Øster Farimagsgade og Malmøgade.

Dronning Louises Børnehospitals 90-årige funktionstid har været præget af 3 store chefskikkelser. Først Harald Hirschsprung (1830-1916). I 1880 så han sit første tilfælde af den sygdom, som senere kom til at bære hans navn: Stuhlträgheit Neugeborener in Folge von Dilatation und Hypertrophie des Colons. Dernæst Jacob Vilhelm Wichmann (1852-1906). Han var den første overlæge, som havde fået en regulær pædiatrisk klinisk uddannelse og havde forsket og undervist i pædiatri. I 1893 forsvarede han sin disputats ”Anatomiske studier over medfødte hjertefejl til belysning af sammenhængen mellem forsnævring af lungearterien og mangelfuld udvikling af septum ventriculorum”. Den første disputats med rødder i børnehospitalet. Sidst Svenn Monrad (1867-1945) der virkede i børnehospitalet i 34 år, indtil han den 31. december 1939 gik af som 72-årig. I 1898 disputerede han med afhandlingen: Kliniske studier over appendicitis hos børn. Denne sygdoms forekomst og forløb hos børn var først bragt i søgelyset omkring 1880`erne. Alle tre var glimrende klinikere og fremragende lærer for læger og studenter.

I slutningen af 1960`erne reduceredes antallet af indlæggelser på hospitalet imidlertid på grund af dalende fødselstal, udflytning fra Københavns kommune og nedgang i den gennemsnitlige indlæggelsestid. Dette bevirkerede at kommunens egne børneafdelinger (Kommunehospitalet, børneafdeling TG på Rigshospitalet Tagensvej og børnehospitalet Fuglebakken) havde tilstrækkelig kapacitet til dens egne børn, hvorfor man til sidst besluttede at nedlægge Dronning Louises Børnehospital i juni 1980. I januar 1981 faldt den gamle hovedbygning, og den 11. februar fandt man efter megen søgning et tykvægget cylinderglas med prop, der indeholdt den sølvplade der for 130 år siden var blevet nedlagt under grundstenen under overværelse af Dronning Louise. Sølvpladen kan nu ses på Københavns bymuseum.

De to hospitaler vil dog ikke blive glemt, for deres historie handler om dansk pædiatris oprindelse. I 1977 kunne Dronning Louises tipoldebarn dronning Margrethe den Anden udføre kongehusets sidste handling for børnehospitalet ved at konfirmere fundatsen til Dronning Louises Børnehospitals forskningsfond. Fondens formue på 1,5 mill kroner hidrørte for en stor del af hospitalets legat-og gavekapital. Heri indgik også et legat på 2000 Rbd (Rigsbankdaler), som Hirschsprung havde oprettet i 1885. Dronning Louise Børnehospitals forskningsfond blev 1. januar 2015 sammenlagt med 2 andre fonde, Læge Knud Wolthersfond og Johs. Jensen og hustrus fond, og den aktuelle formue er nu på ca. 3 mill kroner.
Fondens formål er at støtte lægevidenskabelige forskningsopgaver indenfor børnesygdomme og børnekirurgi samt forskningsopgaver af betydning for børns sundhedsmæssige tilstand og socialmedicinske trivsel. Den første uddeling fandt sted i 1978.

 


Kilde: Overlæge Erik Ryssing
Historien om Børnehospitalet i Rigensgade og Dronning Louises Børnehospital